Bevar de livsvarige ydelser til kunstnere
af Henrik Petersen
Politiken forsvarer i lørdagsavisen de livsvarige ydelser til 275 af landets kunstnere.
Som formand for Dansk Kunstnerråd, der er paraplyorganisation for danske kunstnere, kan man kun være enig i, at det er forargeligt, hvis det virkelig er simpel politisk populisme, der bringer en uvurderlig og nyttig kunststøtteordning i fare.
Der er måske grund til at minde politikerne om, at en undersøgelse sidste sommer viste, at 68 % af danskerne bakker op om kunststøtten og dens omfang.
Selvfølgelig er pengene vigtige for de kunstnere, der får tildelt en livsvarig ydelse, men det drejer sig også om andet end penge.
Godt halvdelen af modtagerne (52,7 %) tjener under 198.100 kr. om året – nogen endda langt mindre – og nogen uden udsigt til nogensinde at få en rimelig indtægt, selv med høj kunstnerisk anerkendelse og folkelig bevågenhed.
Det er vigtigt at forstå, at de ca. 12.785 kr. om måneden, som er den maksimale ydelse, ikke bare opnås, fordi man har gennemgået en af statens kunstneriske uddannelser. Den tildeles kunstnere, der ofte har arbejdet i mange år med ekstremt svingende indtægter og som allerede er blevet anerkendt som væsentlige på sit område.
Man kan ikke leve fedt af 12.785 kr. om måneden, men det betyder for mange, at de tænker, nu er der et fundament, så det begynder at ligne noget, man kan leve med.
Lige så vigtig som pengene er anerkendelsen.
Frit oversat: Den danske stat anser ens kunstneriske produktion for så betydningsfuld, at den vil fremme, at man arbejder som kunstner.
Det har kontant betydning for en billedkunstner, keramiker eller tekstilkunstner, der forsøger at gøre udenlandske kuratorer interesserede i at medtage sine værker på udstillinger, og det har betydning for en forfatter eller komponist, når hun forsøger at gøre en forlægger interesseret i sit værk med henblik på udgivelse i et andet land.
At få den livsvarige ydelse er en hæder, og det fine ved den ordning er, at den ikke skelner mellem dem, der kan tjene mange penge, og de ”stakkels” brødløse kunstnere.
At give de fattige nogen penge og de rige en medalje vil skabe skel. Det vil reducere ordningen til en social foranstaltning og fjerner prestigen.
For min skyld kan man godt beskære ydelsen for de veltjenende kunstnere mere end i dag, hvis man synes, det er for meget at hædre en succesrig kunstner med månedlige 1400 kr.
Men det hører til regnestykket, at af de 27,5 mio. kr. - der budgetteres til hele ordningen – går ca. 1,2 mio. kr. til kunstnere med høje indtægter, selvom de udgør hele 26,3 % af modtagerne.
I øvrigt tjener de formentligt selv så meget, at over halvdelen kommer tilbage til staten i skat.
Det er småpenge, bliver det ofte sagt i denne debat. Men selv om 27,5 mio. kr. er små penge i statsbudgettet, er det betydningsfulde penge for kunstnerne.
Liebstrapporten anbefalede at udbygge ordningen, og kunstnerorganisationerne bakkede entydigt op om denne anbefaling. Det er mærkværdigt, at vi i den politiske proces pludselig har fået den modsatte dagsorden.
De livsvarige ydelser anerkender 275 danske kunstnere som værdifulde bidragsydere til det danske samfund og danskernes tilværelse.
Teknikken i ordningen sikrer, at mange får et betydningsfuldt bidrag til et økonomisk ikke særligt attraktivt liv, at ingen forgyldes uanstændigt, og at alle bliver anerkendt på lige fod.
Bevar dem.
Henrik Petersen
Formand, Dansk Kunstnerråd
Indlægget blev bragt i Politiken den 3. juni.
Som formand for Dansk Kunstnerråd, der er paraplyorganisation for danske kunstnere, kan man kun være enig i, at det er forargeligt, hvis det virkelig er simpel politisk populisme, der bringer en uvurderlig og nyttig kunststøtteordning i fare.
Der er måske grund til at minde politikerne om, at en undersøgelse sidste sommer viste, at 68 % af danskerne bakker op om kunststøtten og dens omfang.
Selvfølgelig er pengene vigtige for de kunstnere, der får tildelt en livsvarig ydelse, men det drejer sig også om andet end penge.
Godt halvdelen af modtagerne (52,7 %) tjener under 198.100 kr. om året – nogen endda langt mindre – og nogen uden udsigt til nogensinde at få en rimelig indtægt, selv med høj kunstnerisk anerkendelse og folkelig bevågenhed.
Det er vigtigt at forstå, at de ca. 12.785 kr. om måneden, som er den maksimale ydelse, ikke bare opnås, fordi man har gennemgået en af statens kunstneriske uddannelser. Den tildeles kunstnere, der ofte har arbejdet i mange år med ekstremt svingende indtægter og som allerede er blevet anerkendt som væsentlige på sit område.
Man kan ikke leve fedt af 12.785 kr. om måneden, men det betyder for mange, at de tænker, nu er der et fundament, så det begynder at ligne noget, man kan leve med.
Lige så vigtig som pengene er anerkendelsen.
Frit oversat: Den danske stat anser ens kunstneriske produktion for så betydningsfuld, at den vil fremme, at man arbejder som kunstner.
Det har kontant betydning for en billedkunstner, keramiker eller tekstilkunstner, der forsøger at gøre udenlandske kuratorer interesserede i at medtage sine værker på udstillinger, og det har betydning for en forfatter eller komponist, når hun forsøger at gøre en forlægger interesseret i sit værk med henblik på udgivelse i et andet land.
At få den livsvarige ydelse er en hæder, og det fine ved den ordning er, at den ikke skelner mellem dem, der kan tjene mange penge, og de ”stakkels” brødløse kunstnere.
At give de fattige nogen penge og de rige en medalje vil skabe skel. Det vil reducere ordningen til en social foranstaltning og fjerner prestigen.
For min skyld kan man godt beskære ydelsen for de veltjenende kunstnere mere end i dag, hvis man synes, det er for meget at hædre en succesrig kunstner med månedlige 1400 kr.
Men det hører til regnestykket, at af de 27,5 mio. kr. - der budgetteres til hele ordningen – går ca. 1,2 mio. kr. til kunstnere med høje indtægter, selvom de udgør hele 26,3 % af modtagerne.
I øvrigt tjener de formentligt selv så meget, at over halvdelen kommer tilbage til staten i skat.
Det er småpenge, bliver det ofte sagt i denne debat. Men selv om 27,5 mio. kr. er små penge i statsbudgettet, er det betydningsfulde penge for kunstnerne.
Liebstrapporten anbefalede at udbygge ordningen, og kunstnerorganisationerne bakkede entydigt op om denne anbefaling. Det er mærkværdigt, at vi i den politiske proces pludselig har fået den modsatte dagsorden.
De livsvarige ydelser anerkender 275 danske kunstnere som værdifulde bidragsydere til det danske samfund og danskernes tilværelse.
Teknikken i ordningen sikrer, at mange får et betydningsfuldt bidrag til et økonomisk ikke særligt attraktivt liv, at ingen forgyldes uanstændigt, og at alle bliver anerkendt på lige fod.
Bevar dem.
Henrik Petersen
Formand, Dansk Kunstnerråd
Indlægget blev bragt i Politiken den 3. juni.
